Nicholas Dlamini, der kører for cykelholdet NTT, har brækket armen under en anholdelse, der skete i forbindelse med en træningstur.
Det skriver NTT på sin hjemmeside.
Dlamini var ude at træne i Table Mountain National Park i Sydafrika.
Ifølge nationalparken selv, der bekræfter hændelsen, blev NTT-rytteren stoppet, fordi han var kørt ind i parken uden at betale en afgift.
Desuden havde han ifølge dem heller ikke tilladelse til at være i den del af parken, han blev stoppet i.
Herefter eskalerede situationen, hvilket førte til Dlaminis anholdelse, hvor han altså pådrog sig en brækket arm. En situation, der blev optaget på video.
NTT-chef Douglas Ryder kalder på holdets hjemmeside behandlingen af Dlamini for uacceptabel.
– Jeg var både knust og rystet, da jeg så videoen af Nicholas på sociale medier. At se en ung mand, som jeg kender rigtig godt, i så unødvendig nød gav mig kvalme for at være helt ærlig. Den måde, han blev behandlet på, er simpelthen ikke acceptabel, siger Douglas Ryder.
Sydafrikas minister for miljø, skovbrug og fiskeri, Barbara Creecy, kommenterer sagen på Twitter.
Hun har beordret landets nationalparker til at suspendere de ansatte, der var involveret i episoden, og igangsætte en uvildig undersøgelse af forløbet.
Nicholas Dlamini er på NTT blandt andre holdkammerat med Michael Valgren og Andreas Stokbro.
Den 24-årige sydafrikaner fik i år sin grand tour-debut, da han stillede til start i Vuelta a España.
/ritzau/











