Arteta modsiger forgænger og roser Özils attitude

    Den tyske stjernespiller Mesut Özil har været i Arsenal siden 2013, men de seneste år har den kreative midtbanespiller ikke haft det let.

    Under forhenværende manager Unai Emery var Özil ikke stamspiller, og den midlertidige managervikar efter spanierens fyring, Fredrik Ljungberg, blev hurtigt træt af Özil.

    Mens den 31-årige kreatør besidder uomtvistelige offensive kvaliteter, så har hans manglende vilje til at ofre sig defensivt samt en udefra set lad attitude ofte givet ham problemer.

    Den nyudnævnte Arsenal-manager Mikael Arteta er dog begejstret for tyskerens kvaliteter. Han havde Özil i startopstillingen til sin egen debut i 1-1-kampen mod Bournemouth.

    – Da vi forberedte os på kampen og kiggede på modstanderen, og hvor vi kunne ramme dem, mente vi, at han kunne blive en nøglespiller, siger Arteta ifølge Sky Sports.

    – Det beviste han. Han gjorde, hvad han skulle, og vi kunne have lavet to eller tre mål mere takket være ham.

    Tidligere på måneden viste Özil tydelig frustration, da Fredrik Ljungberg skiftede ham ud i en kamp, og det fik den svenske managervikar til at sige til den næste kamp:

    – Mesut er skadet, men jeg ville ikke have udtaget ham, for jeg vil gerne statuere et eksempel om, at jeg ikke accepterer den slags fra en Arsenal-spiller, lød det fra Ljungberg.

    Özils attitude var atter et tema i London-klubben, men det lader til, at Mikael Arteta ser et noget større lys i midtbanespilleren.

    – Ret skal være ret, og hans attitude til træning, fra den dag jeg trådte ind i klubben, har været enestående. Det har jeg selv været vidne til, siger Arteta.

    Den spanske manager skiftede endda Özil ud efter 75 minutters spil af kampen mod Bournemouth, men det skete med en krammer mellem spiller og træner.

    /ritzau/