Styrtløbspisten på Stelvio-bjerget i den norditalienske by Bormio er ved at udvikle sig til en lykkebane for den italienske skiløber Dominik Paris.
Her vandt den 30-årige fartløber fredag formiddag for tredje år i træk et World Cup-styrtløb, da han på et iset og hurtigt underlag kom i mål i tiden 1 minut og 49,55 sekunder.
Det var 0,39 sekund hurtigere end den tidligere verdensmester Beat Feuz fra Schweiz, mens OL-guldvinderen i styrtløb fra 2014, østrigeren Matthias Mayer, sluttede på tredjepladsen.
Skiområdet i Bormio ligger ikke langt fra Merano i Sydtyrol, hvor Dominik Paris er født og opvokset, og det italienske hjemmepublikum er efterhånden blevet vandt til at hylde den lokale helt.
Tre år i træk og fire gange i alt har han vundet World Cup-styrtløbet, mens han sidste år også sejrede i en super G-afdeling i den italienske skiby.
Paris får mulighed for en ny triumf allerede lørdag, hvor der afvikles endnu en styrtløbsafdeling på pisten. Dobbeltprogrammet skyldes, at styrtløbet i Val Gardena på grund af dårligt vejr blev aflyst kort før jul.
/ritzau/











