Den danske fodboldtræner Jess Thorup kan åbne nytårschampagnen med god samvittighed efter et stærkt efterår i den belgiske fodboldklub Gent.
I årets sidste ligakamp 2. juledag vandt Gent på udebane mod toprivalen Standard Liege med 1-0, hvilket – i hvert fald midlertidigt – bragte klubben op på andenpladsen i den belgiske liga.
– Kampen gav os mulighed for at lukke første halvdel af sæsonen på en fantastisk måde. Ikke blot har vi gjort det rigtig godt i Europa, vi har også afsluttet første halvdel af ligaen smukt, siger Thorup til klubbens hjemmeside.
Han fik ellers en hård start i klubben, hvor han tiltrådte sidste efterår.
Forårets mesterskabsslutspil blev en skuffelse med seks nederlag i ti kampe, og bedre blev det ikke af, at Gent også tabte pokalfinalen til Mechelen fra den næstbedste række.
Da blev Thorup omtalt som fyringstruet i belgiske medier, men efter sommerpausen har den tidligere Esbjerg- og FC Midtjylland-træner fået vendt bøtten.
Foruden topplaceringen i ligaen er holdet videre i Europa League efter at have vundet sin gruppe foran blandt andet Wolfsburg fra Tyskland.
Torsdagens sejr over Standard Liege bragte Gent op på 39 point efter 21 kampe i ligaen.
– Vi spillede en meget fornuftig kamp, og jeg er glad for, at vi kan afslutte året på denne måde og gå på ferie med en vidunderlig sejr, siger Jess Thorup.
Club Brugge topper ligaen i suveræn stil med 49 point, ti point flere end Gent.
Thorups klub pustes i nakken af Antwerpen og Charleroi, som har spillet henholdsvis en og to kampe færre. Begge hold skal i aktion fredag.
Den belgiske liga genoptages efter vinterpausen 17. januar.
/ritzau/











