Alexander-Arnold er stadig ikke sikker på mesterskabet

    Liverpools offensive højre back, Trent Alexander-Arnold, lavede tre assister og et mål i 4-0-sejren over Leicester torsdag.

    Med sejren har Liverpool 13 point ned til Leicester på andenpladsen og har tilmed spillet et kamp færre.

    Men Alexander-Arnold mener stadig, at Liverpool kan misse mesterskabet.

    – Vi havde ikke regnet med at være foran med 13 point, men vi er glade for at være det.

    – Vi tager det dog ikke for givet, da det her er Premier League, og alt kan ske, siger han.

    Liverpool har haft et hårdt kampprogram over den seneste måned, da klubben i december også har skullet spille ved VM for klubhold i Qatar, som Liverpool vandt.

    De mange kampe har dog endnu ikke kostet point for Liverpool, der vandt sin tiende kamp i træk i Premier League mod Leicester.

    – Vi spillede strålende fodbold efter de mange rejser og en intens periode. Trods det, var det sæsonens bedste præstation.

    – Vi kontrollerede kampen, og vi skal være stolte af at få fire mål, siger Trent Alexander-Arnold.

    Liverpool har ikke vundet mesterskabet siden sæsonen 1989/90.

    Manchester City kan fredag med en sejr over Wolverhampton spille sig op på andenpladsen i Premier League og have 11 point op til Liverpool, der dog stadig vil have spillet en kamp færre.

    /ritzau/Reuters