Erdogan vil sende soldater til Libyen

    Der skal tyrkiske styrker til Libyen, hvis det står til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

    Han vil til januar præsentere det tyrkiske parlament for lovgivningen, der skal give ham lov til at sende soldater til Libyen. Det oplyser han torsdag.

    Soldaterne skal ifølge nyhedsbureauet AFP støtte den FN-anerkendte regering i Tripoli – en af flere parter i landets borgerkrig.

    Det fremgår ikke, hvor mange eller hvilken type styrker Erdogan vil indsætte.

    Erdogan har netop været i et andet nordafrikansk land, Tunesien, for at drøfte, hvordan en våbenhvile i Libyen kunne falde på plads.

    Her er han blevet enig med den tunesiske regering om at støtte den internationalt anerkendte regering i Libyen under ledelse af Fayez al-Serraj.

    Fayez al-Serraj har bedt om hjælp til at vinde magten i Libyen over særligt Khalifa Haftar og hans styrker.

    Ud over tyrkerne støtter også Qatar Fayez al-Serraj, mens Khalifa Haftar har opbakning fra Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Rusland.

    Netop Rusland har udtrykt utilfredshed med Erdogans ønske om tyrkiske soldater i Libyen.

    Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass har præsident Vladimir Putins talsmand, Dimitri Peskov, advaret tyrkerne mod at blive involveret i konflikten.

    – Vi mener, at indblanding udefra næppe vil hjælpe med at løse situationen, men enhver indsats for at løse konflikten og hjælpe parterne med at finde en løsning er velkommen.

    Rusland selv er blevet beskyldt for at hjælpe Khalifa Haftar med lejesoldater i en artikel i avisen The New York Times samt af FN.

    Samme anklager rejser Erdogan mod russerne:

    – De hjælper en krigsherre. Vi svarer på en invitation fra den legitime regering i Libyen, siger Erdogan torsdag.

    – Det er forskellen.

    /ritzau/Reuters