Erdogan søger støtte fra Tunesien om uroligt Libyen

    Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er 1. juledag kommet på et overraskende besøg i Tunesien for at diskutere samarbejde med landets nye præsident.

    Her siger Erdogan på et pressemøde, at han har drøftet et samarbejde med præsident Kais Saied om at etablere en våbenhvile i Libyen.

    Erdogan fortæller på det fælles pressemøde, at han tror på, at Tunesien kan give et “værdifuldt og konstruktivt” bidrag til at sikre mere stabilitet i Libyen.

    Han siger, at en våbenhvile hurtigt må komme i stand i Libyen. Her truer oprørere med at indtage hovedstaden Tripoli og at tage magten fra den international anerkendte regering.

    Erdogans besøg i Tunesien kommer på et tidspunkt, hvor Tyrkiet forsøger at indgå aftaler med lande ved Middelhavet.

    I sidste måned underskrev Tyrkiet en maritim aftale med regeringen i Tripoli om Libyens søgrænse. Det var et skridt, som gjorde den græske regering rasende.

    Tyrkiet og Grækenland har en løbende strid om, hvem der ejer ressourcerne ud for den delte ø Cypern.

    Den græske regering siger, at Tyrkiets aftale med Libyen krænker folkeretten. Men Tyrkiet siger, at aftalen skal beskytte dets rettigheder i regionen. Den holder sig også inden for folkeretten, hedder det.

    Erdogans kontor oplyste tidligere, at præsidenten under sit besøg i Tunesien ledsages af sin udenrigs- og forsvarsminister samt lederen af den tyrkiske efterretningstjeneste.

    Det er det første besøg i Tunesien af et statsoverhoved, siden Kais Saied i oktober blev valgt til præsident.

    /ritzau/Reuters