Bloomberg indrømmer at have anvendt fængselsarbejde i valgkamp

    Michael Bloomberg indrømmer, at han som en del af sin valgkamp frem mod præsidentvalget i 2020 har anvendt arbejdskraft fra lavtlønnede indsatte i fængsler.

    Det bekræfter den tidligere borgmester i New York og rigmand ifølge flere internationale medier i en meddelelse.

    Det sker, efter at netmediet The Intercept har bragt en undersøgende historie om kontrakten.

    Således har fanger, der arbejdede for en underleverandør til et firma, som Bloomberg havde en kontrakt med, stået for at ringe folk op i forbindelse med hans forsøg på at blive Demokraternes præsidentkandidat.

    Bloomberg fortæller dog i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa, at han satte en stopper for arbejdet, da han fandt ud af, at det skete.

    Det gjorde han mandag, da han blev kontaktet af The Intercept.

    – Da vi fandt ud af, hvilken sælgers leverandør som havde gjort dette, satte vi en stopper for vores samarbejde med firmaet og de folk, som hyrede dem, siger Bloomberg ifølge dpa.

    – Vi støtter ikke denne praksis, og vi er ved at sikre, at vores sælgere kritisk gennemgår deres underleverandører i fremtiden.

    77-årige Michael Bloomberg er en pengestærk kandidat.

    Men han er også en sen tilføjelse til kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Dog ligger han lige bag de førende i de seneste målinger.

    /ritzau/