Sammenstød stoppede biltrafik til og fra Sverige

    Juletrafikken til og fra Sverige fik problemer mandag aften, da Øresundsbroen var spærret for trafik i cirka halvanden time. Det skyldtes et færdselsuheld, oplyser politiet.

    Meldingen om lukningen kom på Twitter cirka klokken 19.20.

    På Peberholm i retning mod Sverige var to biler stødt sammen, oplyser Københavns Politi. Ingen skulle være kommet alvorligt til skade.

    I første omgang gik brolukningen ud over bilister, der ville til Sverige, men kort efter stod det klart, at begge retninger var omfattet.

    /ritzau/