Et møde mellem en mand og en kvinde i Allerød fredag aften endte angiveligt med en forbrydelse. Den 24-årige kvinde har anmeldt manden til Nordsjællands Politi.
– De to havde aftalt at mødes på en adresse i Allerød, og klokken 00.55 natten mellem fredag og lørdag modtager vi en anmeldelse fra kvinden om, at hun har været udsat for voldtægt, fortæller Daniel Cunneely, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.
Vagtchefen har ikke yderligere oplysninger om, hvordan de to havde indgået aftalen, og om de kendte hinanden på forhånd.
Lørdag formiddag anholdt politiet manden på hans bopæl, og anklagemyndigheden har vurderet, at han indtil videre bør forblive bag lås og slå.
Derfor skal han søndag formiddag fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. Her skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den 27-årige mand.
Ved retsmødet får manden lejlighed til at præsentere retten for sin version af sagen, mens anklageren vil fremlægge de oplysninger, som politiet har indsamlet – herunder oplysninger fra kvindens anmeldelse.
/ritzau/











