Fodbold-VM på kvindesiden kan i fremtiden blive spillet hvert andet år i stedet for hvert fjerde.
Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, skal diskutere et forslag fra Det Franske Fodboldforbunds præsident, Noel Le Graet.
Han foreslår, at VM for kvinder spilles hvert andet år.
Baggrunden for forslaget skyldes en enorm seerinteresse på tv og digitale platforme ved VM i Frankrig tidligere i år.
VM-finalen havde flest seere og blev ifølge Fifa set af mere end 260 millioner mennesker.
– Vi havde mere end en milliard seere i hele verden under VM i Frankrig i 2019. Og der var utroligt høje seertal i lande, hvor kvindefodbold normalt ikke er i nærheden af herrefodbold såsom Italien, Brasilien og England.
– Den enorme succes har affødt nogle få forslag, som vi arbejder videre med, siger Fifa-præsident Gianni Infantino til forbundets hjemmeside.
Schweizeren mener, at det kan være godt for kvindefodbolden med hyppigere VM-slutrunder.
– Det vil skabe fordele. Og vi kan udnytte momentum. Det passer præcist med kvindefodbolden har behov for lige nu. Det er noget, vi skal diskutere, siger Infantino.
I forvejen har Fifa besluttet, at kvinde-VM øges fra 24 til 32 deltagere ved VM-slutrunden i 2023.
/ritzau/











