Bekæmpelsen af farlig kemi er et af de områder, hvor EU potentielt kan gøre underværker, påpeger miljøminister Lea Wermelin (S).
Torsdag opfordrer hun på et møde mellem EU-landenes miljøministre til at forbyde skadelige flour-stoffer. Det gør hun sammen med blandt andet Holland og Sverige.
Et forbud mod flour-stoffer er også nødvendigt, hvis man i Europa for alvor skal genbruge ressourcerne.
– Vil vi have en meget progressiv lovgivning på kemikalier, og vil vi have cirkulær økonomi, hvor vi rent faktisk sikrer, at vi kan genbruge og genanvende, så kræver det, at der ikke er alt muligt skadeligt kemi i, siger Wermelin.
Det fremgår af et oplægspapir fra Danmark, Holland, Sverige og Luxembourg, at Holland vil udarbejde et omfattende “forslag om at forbyde perfluorerede stoffer (gruppe af flourstoffer) med undtagelse af nødvendig brug.”
Der findes tusindvis af organiske flourstoffer i både mennesker og natur. De udgør en helbredsrisiko – blandt andet i forhold til forplantningsevnen.
Torsdag har miljøministrene også drøftet EU-Kommissionens netop fremlagte store klima- og miljøplan. Den tager ministeren imod med “kyshånd”, for den er en vigtig “trædesten” til at sikre et bedre klima og miljø.
Det Europæiske Miljøagentur tegner i en rapport, der udkom for to uger siden, et uhyre dystert billede af tilstanden for klimaet og miljøet.
– Det er et dybt pessimistisk billede, der i virkeligheden bliver tegnet af Europa, hvis ikke vi gør noget.
– Den grønne aftale, som Ursula von der Leyen har spillet ud med, skal vi tage imod med kyshånd. Det er klart, at vi skal presse på for, at det bliver så ambitiøst som muligt, siger Wermelin.
/ritzau/











