Flere danskere får konstateret modermærkekræft, fremgår det af nye kræfttal fra Cancerregisteret.
Antallet af kvinder, der har fået stillet diagnosen, steg fra 2017 til 2018 med 14,5 procent fra 1255 til 1440 tilfælde.
For mændene var der tale om en stigning på otte procent fra 1253 til 1353 tilfælde.
Modermærkekræft kan eksempelvis være udløst af overdreven soldyrkning.
– Vi er heldigvis blevet bedre til at behandle modermærkekræft, men de nye tal understreger behovet for, at vi bliver flittigere til at følge solrådene, altså bruge solcreme, søge skygge og gå med solhat, siger Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Modermærkekræft er den femte hyppigste kræftform hos kvinder og den sjette hyppigste hos mænd.
Modsat mange andre typer kræft, kan sygdommen allerede optræde fra 20 års-alderen.
Mens antallet af nye tilfælde af modermærkekræft vokser, går det til gengæld tilbage for tarmkræften.
Blandt kvinder er forekomsten af nye tilfælde af kræft i tyktarmen faldet med 11,6 procent fra 2017 til 2018. Det tilsvarende fald for mænd er 10,8 procent.
Faldet kommer, efter at der i 2014 blev indført screening for kræft i tarmen.
Det har betydet, at finder flere kræfttilfælde på et tidligere tidspunkt, end man ellers ville have fundet dem.
/ritzau/











