Det var både overraskende og historisk, da det danske pigelandshold i golf tidligere i år hentede guldmedaljer med hjem fra EM i Spanien.
Torsdag understregede guldholdet deres plads i dansk golfhistorie, da holdets præstation blev udnævnt til den største danske golfpræstation i 2019.
Det skete, da pigelandsholdet bestående af Anne Normann, Amalie Leth-Nissen, Cecilie Leth-Nissen, Natacha Høst Husted, Olivia Grønborg og Alberte Thuesen fik tildelt Den Gyldne Golfbold ved et arrangement i Idrættens Hus i Brøndby.
Særligt holdets konkurrencementalitet, sammenhold og indstilling var afgørende for dets præstation, mener Morten Backhausen, der er direktør i Dansk Golf Union.
– De seks pigespillere har formået at gå længere ved et EM end nogen af deres forgængere.
– De har hver især vist en imponerende konkurrencementalitet. Men samtidig var deres sammenhold og holdånd afgørende for, at de kunne vinde EM, selv om det flere gange så ud som om, de var på vej ud af turneringen, siger han i en pressemeddelelse.
Guldholdets yngste spiller, 15-årige Amalie Leth-Nissen, er både overrasket og glad for hæderen.
– Det er en ret stor overraskelse for os. Men vi er virkelig taknemmelige over anerkendelsen og at se, at det ikke kun er stort for os, men også for andre.
– Det er kæmpestort, også fordi vi får den som hold, og vi kunne ikke have vundet EM uden alle de spillere, der var på holdet, siger hun i pressemeddelelsen.
Det er andet år i træk, at Den Gyldne Golfbold bliver vundet af landsholdsspillere. I 2018 gik prisen til guldtrioen Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard og John Axelsen, der vandt hold-VM.
Den Gyldne Golfbold gives for årets danske golfpræstation. Prisen blev første gang uddelt i 1966, hvor Hans Stenderup modtog bolden.
Siden har navne som Thomas Bjørn, Iben Tinning og Søren Kjeldsen modtaget prisen.
/ritzau/











