Hvis Manchester United skal spille sig i sæsonens første finale, kræver det en samlet sejr over lokalrivalen Manchester City i et dobbeltopgør i Liga Cuppens semifinale i januar.
Selv om onsdagens lodtrækning næppe kunne være værre for Manchester United, er manager Ole Gunnar Solskjær tilfreds med den.
Hans spillere viste så sent som 7. december, at de er i stand til at slå Manchester City. United vandt ligakampen med 2-1 på udebane.
For at det kan blive til endnu en sejr over bysbørnene, skal Solskjær finde en ny vinderformel, for det er dødsdømt at bruge samme taktik, når modstanderen på den anden side er City-manager Josep Guardiola, der er kendt som en taktisk mester.
– Man kan ikke slå Manchester City to eller tre gange i træk med den samme taktik, så vi skal gøre nogle ting bedre, end vi gjorde mod dem senest, for jeg er sikker på, at Guardiola vil sørge for, at hans spillere er toptændte.
– Vi har kigget på kampen mod dem (7. december, red.) igen, og vi er glade for resultatet og dele af spillet. Der er også ting, vi kan gøre meget bedre.
– Vi skal udstråle mere selvsikkerhed. Det er der ikke mange, som kan gøre mod dem, men det er vores mål, siger Ole Gunnar Solskjær.
Manchester United har hjemmebanefordel i den første semifinale 7. januar, mens der er returkamp 28. januar. Rammer United ikke dagen, kan det hele være afgjort efter den første kamp, advarer Solskjær.
– Man kan blive spillet ud af brættet mod dem, så vi skal være fokuseret i vores hoveder og være klar til dem. Vi har vist, at vi kan give dem problemer, siger nordmanden.
I den anden Liga Cup-semifinale mødes Leicester og Aston Villa.
De to samlede semifinalevindere mødes 1. marts på Wembley.
/ritzau/Reuters











