Al tobak og e-cigaretter skal gemmes væk i butikker

    Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om en tobakshandleplan.

    S-regeringen har sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet, Venstre og De Konservative indgået aftalen, der har til formål at sikre en røgfri generation i 2030.

    Aftalen bliver præsenteret onsdag formiddag af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) ved et doorstep i Sundheds- og Ældreministeriet.

    Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er ikke med i aftalen.

    I handleplanen er aftalepartierne blandt andet enige om, at der skal være røgfri skoletid på folkeskoler og ungdomsuddannelser – og at al tobak og e-cigaretter skal gemmes væk i butikkerne.

    Desuden skal der indføres standardiseret emballage for alle tobaksvarer og e-cigaretter.

    /ritzau/