Halvdelen af unge mænd, som har haft en psykisk lidelse, gennemfører ikke en ungdomsuddannelse.
Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Til sammenligning får 77 procent af alle unge mænd gennemført en ungdomsuddannelse.
Det billede genkender Theodor Gjerding, som er landsformand i foreningen Sinds ungdomsafdeling, der har kontakt med mange af de unge.
– Det at gennemføre en uddannelse eller passe et arbejde er noget af det allersværeste, når man bakser med psykiske problemer i hverdagen, siger han.
I undersøgelsen har man spurgt, hvor mange af de 25-årige, som har færdiggjort en ungdomsuddannelse såsom gymnasiet eller en erhvervsuddannelse.
50 procent af mændene, der har eller har haft psykiske problemer, svarede, at de havde en ungdomsuddannelse. Mens det samme gjaldt for 63 procent af kvinderne.
/ritzau/









