Grundstødt hollandsk skib trækkes fri


    Et bugserskib forsøger mandag at trække et grundstødt hollandsk fragtskib fri i Storebælt ved Langeland.

    Det sker, efter at Søfartsstyrelsen har givet tilladelse til det, fortæller vagtholdsleder ved Forsvarets søredningstjeneste.

    – Og når skibet er trukket frit, kan det sejle videre. Der er tilsyneladende intet i vejen med skibet, siger vagtholdslederen til Ritzau.

    Fragtskibet Schneldegracht gik lørdag aften på grund i Storebælt ved Langeland. Grundstødningen skete ved det, der hedder Albuen.

    – Umiddelbart tyder det på, at der er tale om en dum navigationsfejl, hvor de er drejet op i Storebælt på det forkerte tidspunkt, tilføjer han.

    Handelsskibet, der kom fra Finland og skulle gennem de danske farvande med 17.000 ton papir om bord, har rutinemæssigt været tilbageholdt.

    Et miljøskib blev sendt ud for at lægge flydespærringer i tilfælde af oliespil, men det har der ikke været brug for, siger vagtholdslederen.

    Når skibe støder på grund, har besætningen pligt til at kontakte myndighederne, men det skete ikke i dette tilfælde.

    – Det var et andet skib, som kontaktede os og fortalte, at Schneldegracht så ud som om det var gået på grund. Da vi kontaktede skibet, bekræftede man, at det var tilfældet, fortæller vagtholdslederen.

    Om den manglende information får et retligt efterspil er for tidligt at sige.

    /ritzau/