Antonsen er ude af sæsonfinale efter sættab

    Dansk badminton er ikke repræsenteret i semifinalerne ved sæsonfinalerne i kinesiske Guangzhou.

    Det sidste danske håb, Anders Antonsen, skulle vinde sin sidste gruppekamp fredag i to sæt for at gå videre, men efter at have vundet første sæt tabte han andet sæt til Tzu-Wei Wang fra Taiwan.

    Antonsen var i store problemer i første sæt. Wang førte 12-7 og 19-14, inden danskeren for alvor fik fat.

    Antonsen afværgede sætbolde ved 19-20 og 20-21, inden han med tre vundne bolde i træk snuppede sættet 23-21.

    Men han var altså også tvunget til at vinde andet sæt, og her fik danskeren en forfærdelig start og kom bagud 0-7.

    Han fik bedre gang i spillet, men han var aldrig i nærheden af at lave et stort comeback. Modstanderen fra Taiwan udnyttede den første sætbold og vandt 21-12 og gik dermed videre til semifinalerne.

    Derefter gik spillerne i gang med det tredje sæt uden noget på spil.

    /ritzau/