Udvist Esbjerg-spiller kan spille årets sidste kamp

    Esbjerg-forsvareren Daniel Anyembe får mulighed for at gå på banen, når bundholdet på søndag runder året af med en kamp mod Randers FC i Superligaen i fodbold.

    U21-landsholdsspilleren blev ellers udvist, da Esbjerg i sidste weekend tabte på udebane mod Sønderjyske.

    Udvisningen er fredag blevet ændret til en advarsel af Fodboldens Disciplinærinstans.

    Dommer Benjamin Willaume-Jantzen vurderede under kampen, at Esbjerg-spilleren fratog Sønderjyskes Artem Dovbyk en scoringsmulighed, da han kort før tid begik straffespark på Dovbyk.

    Sønderjyskes Christian Jakobsen udnyttede straffesparket og scorede hjemmeholdets sejrsmål.

    Esbjerg valgte efter 1-2-nederlaget at appellere udvisningen. Efter et gennemsyn har Willaume-Jantzen vurderet, at der i stedet skulle være dømt offside mod Sønderjyske.

    Det betyder samtidig, at Anyembe ikke fratog Dovbyk en scoringsmulighed.

    Dermed er han ikke i karantæne, når vestjyderne søndag gæster Randers FC.

    Esbjerg har på Superligaens næstsidsteplads 13 point, mens Randers FC har 27 point på syvendepladsen.

    /ritzau/