En mand kræves fængslet efter uroligheder oven på torsdagens fodboldkamp i København mellem FC København og Malmø FF i Europa League.
Det oplyser central efterforskningsleder Søren Lauritsen fra Københavns Politi.
– Han er sigtet for vold mod tjenestemand, efter at han kastede en cykel mod en betjent, fortæller han.
Manden, der er i midten af 20’erne, er dansk og FCK-tilhænger.
Det er uvist, hvordan manden kommer til at forholde sig til sigtelsen, når han fredag bliver fremstillet i et grundlovsforhør.
Både før og efter kampen var der uroligheder, hvor i alt otte fans fra både FCK og Malmø FF blev anholdt. Det er dog kun én af dem, der kræves varetægtsfængslet.
Fem politibetjente kom til skade. Dog ingen alvorligt.
Før kampen var det ifølge politiet en gruppe Malmø FF-fans, som gik til angreb på ordensmagten.
De maskerede personer kastede kanonslag, flasker, sten og cykler efter politifolkene, som svarede igen med en tåregasgranat.
Efter kampen kastede en gruppe FCK-fans sig over politiet i Fælledparken.
Tilhængerne ville hen til nogle Malmø FF-fans og gik til angreb på politiet, da det stillede sig i vejen.
Omkring midnat var der atter ro i byen.
Malmø FF vandt kampen 1-0, men begge hold går videre til 16.-delsfinalerne i Europa League.
/ritzau/











