Sturgeon: Skotland og Storbritannien er på forskellige veje

    Skotland bør ifølge Det Skotske Nationalparti, SNP, få endnu en mulighed for at stemme om uafhængighed af Storbritannien.

    Sådan lyder det fra partileder Nicola Sturgeon efter en valgnat, der tyder på et fremragende resultat for SNP ved det britiske parlamentsvalg.

    Ifølge en prognose fra BBC fredag morgen står partiet til 52 sæder i Underhuset, hvilket er en markant fremgang.

    – Der er nu mandat til at tilbyde Skotlands folk et valg om at bestemme over vores egen fremtid, siger Sturgeon til Sky News ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Der er et klart ønske og en stor opbakning til idéen om, at Skotland ikke skal være sammen med en Boris Johnson-regering og flås ud af Europa mod vores egen vilje.

    – Boris Johson har måske et mandat til at få England ud af EU. Men han har ikke et mandat til at tage Skotland ud af EU. Skotland må kunne bestemme over sin egen fremtid.

    Til avisen The Scotsman uddyber Sturgeon overvejelserne:

    – På britisk plan er det et ret dystert resultat. Men det viser de forskellige veje, som Skotland og resten af Storbritannien er på.

    Skotland var senest i 2014 til folkeafstemning om uafhængighed fra Storbritannien. Dengang stemte 55 procent af skotterne imod.

    /ritzau/