Det førende britiske oppositionsparti, Labour, vil tage stilling til Jeremy Corbyns fremtid som partiets leder, når det endelige resultat af torsdagens parlamentsvalg kendes.
Det siger partiets skyggefinansminister, John McDonnell, til BBC.
Ifølge McDonnell vil det være “ekstremt skuffende”, hvis valgstedsmålingerne viser sig at holde stik.
Labour står til at vinde 191 af de i alt 650 valgkredse. Det er en tilbagegang på 71 pladser i Underhuset i forhold til valget i 2017.
Hvis det bliver det endelige resultat, er det Labours dårligste valg i over 40 år, skriver The Guardian.
Premierminister Boris Johnsons konservative parti derimod får ifølge valgstedsmålinger 368 kandidater valgt ind.
Det svarer til en fremgang på 50 pladser, og partiet er dermed langt over de 325 pladser, som kræves for at have flertal i parlamentet.
/ritzau/











