Den tidligere præsident for Costa Ricas fodboldforbund, Eduardo Li, har i rettet i Brooklyn erklæret sig uskyldig i anklagerne om korruption.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Li er blandt de anholdte i den verserende skandale i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), og han var blandt de syv anholdte i Schweiz tilbage i maj under et Fifa-topmøde.
Den amerikanske anklager anmodede om at få Eduardo Li udleveret til retsforfølgelse tilbage i maj, hvilket han kæmpede imod, men tidligere i december indvilgede han i at lade sig udlevere til USA.
Den tidligere fodboldpræsident er mistænkt for at have bedt om og modtaget flere hundredetusinde dollar i bestikkelse fra sportsmarketingfirmaer for at sende rettigheder til VM-kvalifikationskampe på bestemte hænder.
Det nægter han sig altså skyldig i, men han forbliver tilbageholdt i USA.
Samarbejdet mellem den schweiziske og amerikanske anklager i Fifa-sagen har indtil videre ført til anklager mod 41 personer rundt om i verden for involvering i omfattende korruption.
/ritzau/