Et redningshold vil fredag forsøge at bringe alle dødsofre for et vulkanudbrud mandag i New Zealand væk fra øen White Island.
Det oplyser politiet i New Zealand torsdag morgen dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Redningsmandskabet vil omfatte otte personer, som forventes at sætte fod på øen kort efter solopgang fredag lokal tid.
– Holdet vil gøre alt for at hente samtlige lig, siger en vicepolitikommissær ifølge Reuters.
– Vi kan se seks lig på øen. Den første prioritet er få dem ud.
Han tilføjer, at redningsfolkene vil lede efter to andre personer, som også menes at være omkommet i udbruddet, men som ikke kan ses fra luften.
Vulkanen på White Island, der ligger øst for New Zealands nordø, gik mandag i udbrud, mens der befandt sig 47 turister på eller nær vulkanen.
Otte personer er bekræftet døde. Yderligere otte formodes at være omkommet på vulkanøen.
Dermed antager myndighederne, at det samlede dødstal på nuværende tidspunkt er 16 personer.
Der vurderes at være mellem 50 og 60 procents risiko for, at vulkanen vil gå i udbrud igen inden for det næste døgn.
Derfor har redningsarbejdere endnu ikke kunnet bjærge de omkomne fra vulkanøen.
Fredagens redningsaktion er forbundet med fare for redningsmandskabet, understreger vicepolitikommissæren.
– Forvent ikke, at risikoen ændrer sig i løbet af natten. Denne plan er ikke uden risiko, siger han.
/ritzau/











