Det officielle dødstal efter mandagens vulkanudbrud på White Island i New Zealand er steget til otte.
Det sker, efter at to tilskadekomne personer, der har været indlagt på hospitalet, er døde af deres kvæstelser torsdag.
Det oplyser de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Vulkanen på White Island, der ligger øst for New Zealands nordø, gik mandag i udbrud, mens der befandt sig 47 turister på eller nær vulkanen.
Ud over de otte personer, der er bekræftet døde, så mener myndighederne, at yderligere otte omkomne befinder sig på vulkanøen.
Dermed antager myndighederne, at det samlede dødstal på nuværende tidspunkt er 16 personer.
Det frygtes, at vulkanen vil gå i udbrud igen, og derfor har redningsarbejdere endnu ikke kunnet bjærge de omkomne fra vulkanøen.
Omkring 30 personer er blevet indlagt med alvorlige skader efter vulkanudbruddet.
Sundhedsmyndighederne oplyste onsdag, at 22 af de kvæstede var i kritisk tilstand og havde brug for hjælp til vejrtrækningen.
Det er ikke umiddelbart klart, hvorvidt antallet af personer i kritisk tilstand er ændret, efter de seneste to dødsfald. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/











