Saudisk oliekæmpe får prismærke på 12.200 milliarder kroner

    Saudi-Arabiens værdifulde olieselskab Aramco har onsdag morgen klokken 8.30 dansk tid officielt gjort debut på børsen.

    Aramco bliver som ventet verdens mest værdifulde børsnoterede selskab.

    Oliegigantens ejere kan glæde sig over en imponerende åbning på børsen, hvor aktierne steg med ti procent i forhold til børsprospektet.

    Frem mod selskabets børsdebut lød prisen på aktierne på 32 saudiarabiske riyal – svarende til 57,88 kroner.

    Ved åbningen onsdag morgen lød prisen dog på 35,2 saudiarabiske riyal – svarende til 63,67 kroner.

    Selskabets samlede vurdering er dermed 1,8 billioner dollar – svarende til cirka 12,2 billioner kroner eller 12.200 milliarder kroner.

    Det er tæt på de to billioner dollar, som den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, drømte om forud for børsnoteringen.

    /ritzau/Reuters