Everton undersøger homofobiske tilråb i Chelsea-kamp

    Den engelske fodboldklub Everton har iværksat en undersøgelse af, om der var homofobiske tilråb på tilskuerrækkerne, da klubben hjemme slog Chelsea 3-1 lørdag.

    Det skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside.

    Her forklarer klubben også, at man samarbejder med organisationen Kick It Out, som er en organisation i engelsk fodbold, der bekæmper diskrimination.

    – Everton samarbejder med Kick It Out og har indledt en undersøgelse af homofobiske tilråb, som blev rapporteret under lørdagens kamp i Premier League mod Chelsea.

    – Både klubben og Kick It Out har modtaget meldinger om en homofobisk sang, der var rettet mod Chelseas fans af en lille gruppe blandt hjemmepublikummet.

    – Homofobi har ingen plads på vores station, i vores klub, i vores samfund eller i vores kampe. Klubben fordømmer på det kraftigste opførslen og gennemfører en grundig undersøgelse, der også vil indbefatte politiet, skriver Everton på sin hjemmeside.

    I denne weekend satte Premier League fokus på rettighederne for seksuelle minoriteter i forbindelse med fodboldkampene.

    /ritzau/