AaB melder topscorer klar til mandagsbrag mod OB

    Når AaB mandag aften gæster OB i 3F Superligaen, så bliver det med den unge topscorer Mikkel Kaufmann i truppen.

    AaB meddeler således søndag, at den 18-årige angriber er klar igen efter en periode ude med en skade.

    Mikkel Kaufmann har imponeret i denne sæson, hvor han foreløbigt er noteret for syv mål i ligaen, men han kom slemt til skade i en U19-landskamp for Danmark i november.

    16. november var Mikkel Kaufmann med på det danske landshold, der mødte Færøerne, og her gik det galt.

    Efterfølgende viste en skanning, at ledbåndet i det ene knæ var forstrakt.

    AaB møder op til opgøret med 27 point på femtepladsen, mens OB er lige uden for top-6 med 26 point.

    Kampen fløjtes i gang i Odense klokken 19.

    /ritzau/