Lyngby-træner garanterer: Corlu er i Lyngby til foråret

    Da AGF og Lyngby søndag spillede 1-1 i 3F Superligaen, var det endnu engang med profilen Rezan Corlu som målscorer for Lyngby.

    22-årige Corlu er ejet af Brøndby, hvor han har fået sin fodboldopvækst, men han spiller i øjeblikket i Lyngby på en lejekontrakt frem til sommer.

    Lyngby-træner Christian Nielsen sagde efter søndagens pointdeling, at Brøndby ikke kan kalde offensivspilleren tilbage til januar.

    – Brøndby kan ikke kalde ham tilbage til januar, så derfor har vi ham også i foråret, siger Lyngby-træneren.

    Corlu startede sæsonen på bænken, men i løbet af efteråret har han spillet sig til en fast startplads i Lyngby, hvor han har bidraget med fire mål og fem oplæg til scoringer.

    – Han er blevet bedre og bedre i løbet af efteråret, og jeg tror, at han gerne ville spille videre hen over vinterpausen, hvis det var muligt, siger Christian Nielsen.

    Corlu scorede et flot solomål efter seks minutter i søndagens opgør, da han bragte gæsterne foran 1-0. Fra midten af banen førte han bolden frem i fart, inden han flot sparkede bolden ned i hjørnet.

    Selv er den unge Lyngby-profil ikke meget for at snakke om fremtiden, og han har ingen kommentar til, hvorvidt han har hørt fra Brøndby.

    Dog har Rezan Corlu ambitioner om større klubber end Lyngby.

    – Jeg vil udfordre mig selv, så jeg vil da gerne spille på et så højt niveau som muligt og se, hvad jeg kan opnå.

    – Derfor er det selvfølgelig en drøm at slå igennem i Brøndby, men nu må vi se, hvad der sker.

    Rezan Corlu har tidligere været på kontrakt i italienske AS Roma, hvorfra han også var udlejet til Lyngby.

    /ritzau/