BSH slår Sønderjyske med god slutspurt

    Bjerringbro-Silkeborg (BSH) var ude på lidt af en rutsjebanetur, da det søndag blev til en sejr over Sønderjyske i herrernes håndboldliga.

    Kampen bølgede frem og tilbage, men til sidst trak BSH fra, så det endte med en sejr på 30-28 på udebane i Sønderborg.

    Dermed har BSH 18 point efter 15 kampe på fjerdepladsen i Primo Tours Ligaen. Sønderjyske har 16 på sjettepladsen.

    Sønderjyderne kom flyvende fra start og var foran 6-1, inden BSH med fem mål i træk gjorde det til 6-6.

    Hjemmeholdet tog teten igen og kunne gå til pause foran 13-11.

    BSH kom igen fra starten af anden halvleg, der endte med at blive tæt. Først med få minutter tilbage trak gæsterne afgørende fra, da Nikolaj Øris gjorde det til 29-26.

    Landsholdsspilleren endte som kampens topscorer med ni mål.

    Tidligere søndag vandt Mors-Thy 26-22 over Fredericia.

    /ritzau/