Bilister i centrum af Hillerød skal fredag køre ekstra forsigtigt, fordi vejene er spejlglatte efter et olieudslip.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
– Det er en bus, der har kørt en rute og har lækket hydraulikolie undervejs. Flere gader i det centrale Hillerød er ramt, og vi har haft to harmonikasammenstød, fortæller vagtchef Dyre Sønnichsen.
Især Tulstrupvej er hårdt ramt, men også blandt andet Frederiksværkgade, Helsingørgade, Dyrehavevej og Ålholmparken er meget glatte.
– Desuden trækker andre biler olien med ud på sidevejene, som så også bliver meget glatte, siger Dyre Sønnichsen.
Ifølge vagtchefen gør olien vejene ekstra glatte, fordi de i forvejen var fugtige.
Beredskabet arbejder hårdt på at få fjernet olien ved at sprede kattegrus over den.
– Men det er besværligt, fordi det er et stort område, som også bliver større og større, forklarer vagtchefen.
/ritzau/











