Person mister livet i bilsammenstød ved København

    En person har fredag eftermiddag mistet livet, og en anden er alvorligt kvæstet efter en trafikulykke på Motorring 4 ved Ballerup.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

    – Vi ved ikke, hvordan ulykken skete, men en bil rammer en anden bil, fortæller politiets vagtchef Torben Wittendorff.

    Der var to personer i den bil, der blev ramt. Den ene blev dræbt, og den anden alvorligt kvæstet. Vagtchefen vil ikke oplyse nærmere om deres identitet, da de pårørende fredag eftermiddag endnu ikke er underrettet.

    Bilisten, der kørte ind i den anden bil, slap uskadt fra ulykken.

    – Han er sigtet for uagtsomt manddrab, indtil vi får undersøgt, hvad der er sket, siger Torben Wittendorff.

    /ritzau/