Leicester udstyrer Brendan Rodgers med lang kontrakt

    Kasper Schmeichels klub, Leicester City, har forlænget kontrakten med manager Brendan Rodgers frem til sommeren 2025, meddeler klubben på sin hjemmeside.

    Den nordirske manager kom til klubben i slutningen af februar og har haft stor succes med holdet, som øjeblikkeligt indtager andenpladsen i Premier League.

    Han har vundet 17 af 26 Premier League-kampe, siden han kom til, og i denne sæson er det blevet til imponerende 11 sejre og 2 uafgjorte ud af 15 kampe.

    Det er kun overgået af Liverpool, som har vundet 14 af sine 15 kampe og topper ligaen.

    Brendan Rodgers, som tidligere stod i spidsen for Liverpool, kom til Leicester efter nogle succesfulde år i skotske Celtic, som han førte frem til adskillige trofæer.

    Med det skotske storhold hentede han to mesterskaber og fem pokaltitler (der er to pokalturneringer i Skotland).

    Han stod i spidsen for Liverpool fra juni 2012 til oktober 2015, hvor han blev fyret grundet svigtende resultater.

    I sin anden sæson hos Liverpool var han tæt på at sikre klubben det første mesterskab siden 1990, men holdet smed det hele på gulvet i de sidste spillerunder, så Manchester City snuppede titlen.

    Leicester vandt til gengæld sensationelt mesterskabet i sæsonen 2015/2016, men indtil denne sæson har holdet haft svært ved at blande sig i topstriden igen.

    /ritzau/