Fire dræbt i skudveksling efter biljagt på smykkerøvere i Miami

    En skudveksling mellem politiet og to smykkerøvere endte natten til fredag med, at fire mennesker mistede livet i Florida.

    Det meddeler myndighederne i den amerikanske delstat.

    To bevæbnede personer, der forsøgte at undslippe politiet efter et røveri i en smykkebutik, kaprede en varevogn fra fragtfirmaet UPS, tog chaufføren som gidsel, hvorefter de kørte ad en motorvej.

    Her blev de forfulgt af politiet i en vild biljagt gennem flere distrikter i Florida, som endte med en skudveksling.

    De to røvere, UPS-chaufføren samt en forbipasserende blev dræbt, da det kom til en konfrontation midt på en travl vej.

    Det hele begyndte, da de to bevæbnede mistænkte røvede en smykkebutik i byen Coral Gables nær Miami sent torsdag eftermiddag.

    Det forklarer George Piro, agent for det amerikanske forbundspoliti, FBI.

    – Da de mistænkte forlod området, kaprede de en UPS-varevogn og kidnappede chaufføren, siger han.

    Den voldsomme episode fandt sted midt i myldretiden, og nyhedshelikoptere sendte billeder live på tv.

    På et tidspunkt var rækken af politibiler bag UPS-varevognen omkring 800 meter lang, oplyser CNN. Mere end 40 biler med udrykning tog del i biljagten ved dens afslutning.

    Skudvekslingen fandt sted, da varevognen blev fanget i trafikken omkring klokken 17.30 amerikansk tid i byen Miramar i Florida, der ligger i omegnen af Miami.

    Politiet i Miramar skriver på Twitter, at en “politibetjent var involveret i et skyderi” med “flere døde”, men at ingen betjente blev dræbt.

    En såret person blev bragt med en båre til en ambulance, skriver CNN.

    En anden blev fløjet med helikopter til hospitalet i kritisk tilstand, meddelte en lokal sherif ifølge South Florida Sun-Sentinel.

    FBI vil efterforske røveriet og det nærmere forløb.

    /ritzau/AFP