Mexico og USA drøfter fælles indsats mod narkokarteller

    Mexicos præsident, Andre Manuel Lopez Obrador, og USA’s justitsminister, William Barr, har på et møde torsdag drøftet strategier til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet mellem de to nabolande.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Mødet fandt sted, efter at USA’ præsident, Donald Trump, for en uge sagde, at Mexicos narkokarteller officielt skal stemples som terrorgrupper.

    Kort tid efter oplyste det mexicanske udenrigsministerium, at det ville forsøge hurtigt at sætte et møde i stand med USA for at tale om problemerne med narkokartellerne, og hvorvidt de i juridisk forstand skal betragtes som terrorgrupper.

    Tidligere i november tilbød Trump Mexico hjælp til at “føre krig mod narkokartellerne”.

    Det skete, efter at ni personer med dobbelt statsborgerskab i USA og Mexico var blevet dræbt i Mexico.

    Drabene blev angiveligt udført af et narkokartel.

    I Mexico har udmeldingerne fra Trump skabt bekymring for en amerikansk indblanding i landets indre anliggender.

    Præsident Lopez Obrador har betegnet en amerikansk militær aktion mod narkokartellerne som en “intervention”.

    På torsdagens møde udtrykte William Barr forståelse for Obradors holdning.

    – Som advokat forstår han, at i henhold til vores forfatning skal vi holde os til principperne om udviklingssamarbejde og en udenrigspolitik baseret på “ikkeintervention”, skriver Obrador i et tweet.

    /ritzau/AFP