Labour anklager BBC for partiskhed i valgdækning

    Storbritanniens Labour-parti har torsdag anklaget det britiske medie BBC for partiskhed.

    Det fremgår af en henvendelse fra partiet til direktøren for BBC.

    Ifølge oppositionspartiet har mediet været partisk i dækningen af valgkampen forud for valget i Storbritannien i næste uge.

    Andrew Gwynne, der er en af partiets valgkampskoordinatorer, siger, at Labour har fundet talrige eksempler på mediets partiskhed.

    Blandt andet er partiets ledere blevet mødt med “mere negativ behandling, hårdere granskninger og mere farvede lederkommentarer” end premierminister Boris Johnson og hans konservative partifæller.

    – Partiskheden reflekteres i vinklingen, indholdet og balancen i BBC’s dækning af valgkampen, siger Gwynne.

    – Hvis De Konservative får lov at løbe om hjørner med eller manipulere BBC, og den opførsel sker uhindret, så vil mediet effektivt være medskyldig i at give De Konservative en unfair fordel i valgkampen.

    BBC er finansieret af en skatteordning, som er pålagt alle britiske husholdninger med et tv.

    Mediet er derfor underlagt strenge regler, der skal sikre den journalistiske upartiskhed.

    BBC har ikke svaret direkte på kritikken. Men en talsmand for mediet siger:

    – BBC vil fortsætte med at lave sine egne undersøgende journalistiske beslutninger og er dedikeret til at dække valgkampen fair, upartisk og uden frygt eller forfordelinger.

    /ritzau/Reuters