Fodboldspilleren Kasper Dolberg er blevet kåret til månedens spiller i november i den franske klub Nice.
I en fan-afstemning har den 22-årige danske angriber fået 30 procent af stemmerne.
Dermed vandt Dolberg kåringen foran holdkammeraterne Youcef Atal (16 procent) og Pierre Lees-Melou (10 procent).
Nice skriver, at Dolberg i november var involveret i fire af holdets syv scoringer.
Derudover nævnes det, at han leverede fremragende præstationer i kampene mod Lyon og Angers, der bød på et nederlag og en sejr.
Danskeren indledte mod Lyon og Angers en scoringsstime, der er fortsat ind i december. Dolberg har således scoret i de seneste tre kampe for Nice og er holdets topscorer med fem ligamål.
Angriberens evner i pasningsspillet, hans mobilitet og robusthed fremhæves også.
Kasper Dolberg skiftede før den igangværende sæson fra hollandske Ajax Amsterdam til Nice. Landsholdsangriberen har en fortid i Silkeborg i dansk fodbold.
/ritzau/











