Opgør om pensionsalder udløser strejker og uro i Frankrig

    Fransk politi i den vestlige by Nantes begyndte torsdag eftermiddag at anvende tåregas mod demonstranter under en af de største strejker i den offentlige sektor i årtier. Forinden havde aktivister kastet flere genstande mod politiet.

    I Paris blev en strejke i den offentlige sektor samtidig forlænget til mandag.

    Demonstrationerne og arbejdsnedlæggelserne, som kan eskalere kraftige i de kommende dage, er rettet mod en længe planlagt pensionsreform fra præsident Emmanuel Macrons regering.

    Reformen er ifølge præsident Emmanuel Macron nødvendig, og den har en central plads i hans reformprogram.

    90 procent af alle hurtigtog og regionale tog var torsdag formiddag aflyst i det statslige togselskab SNCF, mens luftfartsselskabet Air France har aflyst 30 procent af dets indenrigsfly.

    Omkring hver femte skole i landet var lukket torsdag, og 11 af af de 16 metrolinjer i Paris var også være lukket ned.

    De magtfulde fagforeninger har varslet, at strejken kan blive langvarig og fortsætte frem til jul.

    I Paris frygtes gadekampe i forbindelse med protestmarcher, og der er indsat over 6000 betjente.

    Prisen for Frankrigs almene pensionssystem svarer til 14 procent af landets bnp, hvilket gør systemet til verdens dyreste.

    En gennemgribende reform af det var et af de centrale valgløfter fra Macron op til præsidentvalget i 2017. Planerne for reformen, som blev fremlagt i oktober, indebærer, at der indføres et nyt pensionssystem i 2025.

    Dermed udløber det nuværende system med 42 forskellige pensionsaldre for forskellige fag og job. De fleste lønmodtagere i Frankrig kan i dag trække sig tilbage, når de er 62 år.

    Denne grænse har Macron lovet ikke at ændre, men der er alligevel bestræbelser i gang på at hæve den til 64, hvilket sker under ledelse af reformpolitikeren Jean-Paul Delevoye.

    De strejkende fagforbund hævder, at reformerne kan stille flere faggrupper dårligt, og de har lovet at kæmpe for, at reformplanerne opgives.

    – Macron er arbejdsgivernes præsident. Denne reform er en forklædt gave til dem, siger Benjamin Amar. Han er talsperson for Frankrigs næststørste fagforening, Den Almene Arbejderkonføderation, CGT, til avisen The Local.

    – Vort land har klaret sig gennem en vanskelig krise omkring “De Gules Vestes protestbølge”, har Macron sagt, i håbet om at hans næste reformer vil støde på mindre modstand end de hidtidige.

    Men mange franskmænd har oplevet faldende realløn, og de er ikke indstillet på at acceptere nye stramninger for at styrke landets økonomi.

    – Dette vil blive sandhedens øjeblik for Macron. De næste dage bliver en afgørende prøve, skriver avisen Le Monde torsdag.

    Macron har kaldt sine landsmænd “alt for negative” og kritiserer mange for at være for hurtige til at skabe konflikt og uro.

    En meningsmåling fra Ifop i avisen Journal du Dimanche viser, at 76 procent af franskmændene støtter en pensionsreform.

    Men kun 36 procent tror på, at Macron kan gennemføre det.

    /ritzau/Reuters