Trafikuheld skaber kø på motorvej ved Odense

    Morgentrafikken på motorvejen ved Odense er torsdag præget af forsinkelser i forbindelse med et trafikuheld.

    Det oplyser vagtchef Anders Furbo Therkelsen fra Fyns Politi.

    Motorvejen er spærret i vestgående retning mellem afkørsel 51 Odense S og 52 Odense SV på grund af uheldet, hvor to biler er involveret.

    – En person er fastklemt, men jeg kan ikke sige noget om tilstanden, lyder det fra vagtchefen lidt før klokken 08.30.

    Vejdirektoratet skriver på Twitter, at der ingen tidshorisont er for, hvornår strækningen genåbnes.

    Politiet fik meldingen om uheldet klokken 07.53.

    – Uheldet giver noget kø, siger Anders Furbo Therkelsen.

    /ritzau/