Tidligere papfar får to års fængsel for vold mod baby

    En 32-årig mand er onsdag ved Retten i Viborg blevet idømt to års fængsel for vold mod et spædbarn.

    Det skriver Viborg Stifts Folkeblad og TV Midtvest.

    Den dømte mand var på daværende tidspunkt spædbarnets papfar. Drengebarnet brækkede adskillige ribben og et skinneben, og så havde han blod- og væskesamlinger i kraniet.

    Desuden havde han også blødninger i nethinderne i begge øjne, og volden har med stor sandsynlighed givet den lille dreng en hjerneskade, som lægerne endnu ikke kender omfanget af, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    Ifølge anklageskriftet er det Retslægerådets vurdering, at barnet har fået skaderne gennem ruskevold.

    Volden foregik i over to måneder i 2017 mod den dengang fire måneder gamle dreng.

    Sagen er blevet ført som en nævningesag. Det er sket, fordi anklagemyndigheden har krævet mindst fire års fængsel til den tidligere papfar.

    /ritzau/