Tyskland udviser russiske diplomater efter drab i Berlin

    To russiske diplomater er blevet udvist af Tyskland som følge af drabet på en georgisk statsborger i den tyske hovedstad, Berlin.

    Det oplyser det tyske udenrigsministerium.

    Den tyske anklagemyndighed mistænker, at myndighederne i Rusland eller i den russiske region Tjetjenien er involveret i drabet, der skete i august.

    Den dræbte mand ved navn Zelimkhan Khangoshvili havde tidligere kæmpet sammen med Rusland-kritiske separatister i Tjetjenien.

    Khangoshvili blev 23. august på nært hold skudt to gange i hovedet i den store park Tiergarten i Berlin. Gerningsmanden havde nærmet sig på cykel. Khangoshvili var på vej hen mod en moské, da han blev skudt.

    Rusland har blankt afvist at have noget med drabet at gøre.

    – Jeg tror ikke, at der er en seriøs mistanke, og det kan der heller ikke være. Hvilken forbindelse er der til de russiske myndigheder?, sagde Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske regering, før onsdagens udvisninger.

    Efter den seneste udvikling varsler Ruslands udenrigsministerium et modsvar.

    Rusland kalder udvisningen af diplomaterne for “uvenlig” og “ubegrundet”. Det skriver russiske nyhedsbureauer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Tysklands udenrigsministerium oplyser, at man har valgt at udvise diplomaterne, som konsekvens af at de russiske myndigheder ikke har samarbejdet i forbindelse med efterforskningen af drabet.

    En 49-årig mand fra Rusland er anholdt i drabssagen, skriver nyhedsbureauet NTB. Han er også mistænkt for at have været involveret i drabet på en russisk forretningsmand i 2013. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

    Efter drabet i august fandt politiet senere gerningsmandens cykel i floden Spree. Det var også her, gerningsvåbnet blev fundet.

    /ritzau/Reuters