Tidligere TV2-boss bliver formand for Københavns Universitet

    Den tidligere TV2-direktør Merete Eldrup bliver bestyrelsesformand for Københavns Universitet (KU).

    Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

    Hun afløser Mads Krogsgaard Thomsen, til daglig forskningsdirektør for Novo Nordisk, hvis periode er udløbet.

    Merete Eldrup stoppede tidligere i år hos TV2 med henblik på at arbejde i bestyrelser.

    Hun er blandt andet medlem af bestyrelsen i Nykredit, Rambøll og Rockwool Fonden.

    Formanden for KU’s udpegningsorgan, Christian Grøndahl, mener, at Merete Eldrups erfaring som direktør gør hende til en stærk kandidat.

    – Eldrup har i sin karriere arbejdet med strategisk ledelse på højeste niveau og med forskellige politiske og økonomiske rammevilkår. Hun vil komplementere rektoratet på glimrende vis.

    – Og så har Eldrup som leder og erfarent bestyrelsesmedlem bevist, at hun er lydhør. Hun kan samle folk og sætte forskellige kompetencer i spil, der hvor der træffes beslutninger, siger han i pressemeddelelsen.

    Ud over Merete Eldrup er der kommet tre nye medlemmer i bestyrelsen hos Københavns Universitet.

    Det er Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst, Jan S. Hesthaven, dekan på universitetet École Polytechnique Fédérale de Lausanne i Schweiz samt Agnete Raaschou-Nielsen, der arbejder som professionelt bestyrelsesmedlem.

    De nye medlemmer begynder fra årsskiftet.

    /ritzau/