Patrick Nielsen: Jeg kom ind i hjernen på Rudy


    Bokseren Patrick Nielsen trængte med egne ord ind i hjernen på Rudy Markussen i lørdagens boksebrag.

    Den 24-årige bokser stoppede sin 14 år ældre modstander i tredje omgang på knockout.

    I flere måneder har Nielsen ført psykologisk krig mod Markussen, der ved fredagens indvejning nær var blevet skubbet ned af podiet.

    – Jeg skulle ind i hovedet på Rudy. Det har været et mindgame. Jeg skulle sidde på ham, siger Patrick Nielsen.

    – Måske har det været for meget, men det har virket.

    – Det har været en fed optakt. Jeg elsker det. Jeg har fået noget liv i det. Der var gang i den hele vejen igennem, siger Albertslund-bokseren med de mange tatoveringer.

    I den fyldte Brøndby Hallen med 5500 tilskuere var størstedelen på Rudy Markussens side. Sandsynligvis på grund af det til tider hårde, psykologiske spil, som aldrig er set lignende i dansk boksning.

    – Der skal være plads til noget nyt. Vi kan ikke blive ved med at holde på de gamle traditioner, siger Nielsen, der indrømmer, at han gik over sine egne grænser.

    Han afviser, at der på noget tidspunkt var skuespil indblandet i hans opførsel.

    – Allerede fra det første pressemøde (i april, red.), hvor jeg satte en knytnæve på kæben af ham, følte jeg, at jeg satte mig ind i hovedet på ham. Det virkede. Jeg kunne mærke det. Det var med til at peppe det hele op, siger bokseren.

    – Det var tarveligt gjort, at jeg skubbede ham ved indvejningen, men det var en del af spillet, tilføjer han.

    Patrick Nielsen forklarer, at der ikke var den mindste snert af nervøsitet, da han forlod omklædningsrummet for at gå op imod ringen.

    – Jeg var ovenpå, da jeg gik derop.

    – I ringen virkede det hele for mig. Jeg ramte ham i anden omgang, hvor han var rystet. Jeg kunne se på ham, at det ikke var fedt.

    – I tredje omgang ramte jeg ham dybt og kunne høre et lille pust, og efter det dybe slag trak jeg den højt og ramte ham i hovedet.

    – Det var en fed fornemmelse, selv om det lyder lidt psykopatisk. Som bokser lever man for det sus, når man går op til ringen og følelsen af at vinde, siger Patrick Nielsen.

    Planen for den 24-årige bokser er nu en VM-kamp i løbet af 2016. Først venter der en god ferie, hvor han kan nyde synet på bankkontoen. Sejren over Rudy Markussen indbringer ham et godt stykke over en million kroner.

    /ritzau/