Fredag den 11. december var Folketingets hjemmeside udsat for et såkaldt Denial of Service angreb, hvor et stort antal opkald mod hjemmesiden fra udenlandske servere forårsagede en voldsom overbelastning af Folketingets internetforbindelseArkivfoto
Det var et udenlandsk cyberangreb, der fredag lagde Folketingets hjemmeside ned.
Det oplyser Folketinget lørdag på den nu genåbnede hjemmeside.
– Fredag den 11. december var Folketingets hjemmeside udsat for et såkaldt Denial of Service angreb, hvor et stort antal opkald mod hjemmesiden fra udenlandske servere forårsagede en voldsom overbelastning af Folketingets internetforbindelse, skriver Folketingets Administration.
Angrebet betød, at alle brugere uden for Folketinget ikke kunne komme ind på hjemmesiden.
I løbet af fredagen stod det klart, at de destruktive opkald kom fra udlandet, hvilket gjorde det muligt at åbne siden for brugere hos danske internetudbydere med direkte opkobling hos Folketingets internetleverandør, Telia.
– Lørdag den 12. december kl. 10 åbnede man igen op for den globale adgang. Angrebet er tilsyneladende stilnet af, og den fulde adgang til folketinget.dk er genoprettet og har virket lige siden, konstaterer administrationen.
Brugere, der gik glip af muligheden for at følge tingets arbejde på grund af nedbruddet, henvises til hjemmesidens videoarkiv, hvor man kan se optagelser af møder i salen, åbne samråd og udvalgsmøder.
/ritzau/