Juventus havde kurs mod et overraskende nederlag hjemme mod Sassuolo i Serie A, men et mål af Cristiano Ronaldo sørgede for resultatet 2-2.
Alligevel må søndagens kamp betegnes som en streg i regningen for Juventus, der blot tabte point for tredje gang i sæsonen i ligaen og fortsat er ubesejret.
Inter lurer på andenpladsen to point efter og kan med en sejr senere søndag kravle forbi Juventus og op på førstepladsen.
Holdet fra Torino kom ellers planmæssigt fra start, da forsvarsklippen Leonardo Bonucci hamrede Juventus på 1-0 efter den første snes minutter.
Italienerens spark udefra blev rettet af og fandt det lange hjørne, mens Sassuolos målmand Stefano Turati sprællede forgæves.
Målet virkede imidlertid udelukkende til at opildne gæsterne til at komme tilbage i kampen.
Tre minutter efter føringsmålet udlignede Jeremie Boga med et smart vip over Juventus-målmand Gianluigi Buffon.
Gæsterne kom med masser af gåpåmod og kom også i front kort inde i anden halvleg. Francesco Caputo opsnappede bolden efter håbløst forsvarsspil fra Juventus, og Buffon så ikke for heldig ud på italienerens skud.
Det blev 2-2, da Ronaldo midtvejs i anden halvleg udlignede på straffespark. Det var portugiserens sjette mål i ligaen denne sæson.
Juventus kan dog godt ærgre sig over, at det ikke blev til tre point, for i slutfasen var det tæt på at gå galt for gæsterne, da et forsøg fra Aaron Ramsey blev reddet på målstregen.
Og i tillægstiden sneg et hovedstød fra Ronaldo sig lige uden om stolpen til den tidligere Real Madrid-spillers store frustration.
Mens Juventus kæmper med om titlen, ligger Sassuolo i midten af tabellen på 12.-pladsen.
/ritzau/











