Twitter spærrer republikaners konto efter hadefuldt angreb

    Det sociale medie Twitter har lukket en amerikansk politikers konto som følge af truende tweets mod det demokratiske kongresmedlem Ilhan Omar.

    Det skriver NBC News.

    Republikaneren Danielle Stella, der håber på at blive modkandidat til Omar ved valget til Repræsentanternes Hus i 2020, tweetede tidligere denne uge, at “hvis det bliver bevist, at Ilhan har videregivet følsomme oplysninger til Iran, så skal hun retsforfølges for forræderi og hænges”.

    Det kontroversielle tweet er ikke længere tilgængeligt.

    Danielle Stellas valgkonto – @2020mncongress – er “suspenderet”, fremgår det af Twitter.com.

    – Twitter suspenderer konti, som overtræder Twitter-reglerne, fremgår det.

    Ilhan Omar, der kom til USA i 1997 som flygtning fra Somalia, blev i 2018 en af de første muslimske kvinder til at blive valgt til Kongressen. Hun repræsenterer Minnesotas femte kongresdistrikt.

    I sommer var hun en af fire kvindelige, demokratiske kongresmedlemmer, som var genstand for verbale angreb fra USA’s præsident, Donald Trump. Han kritiserede blandt andet Ilhan Omar for at være antiamerikansk.

    /ritzau/