Lørdagens finanslovsforhandlinger er droppet med kort varsel

    Med kort varsel er finanslovsforhandlingerne lørdag aften blevet aflyst.

    Forhandlingerne genoptages søndag.

    Det oplyser Finansministeriet.

    Forhandlingerne lørdag skulle efter planen være begyndt klokken 17.30, men lidt før klokken 17 kom meldingen om, at forhandlingerne er udskudt.

    Finansministeriet kan ikke oplyse årsagen til, at lørdagens forhandlinger ikke bliver til noget.

    Det er ligeledes uvist, om S-regeringen, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet har forhandlet lørdag uden for pressens søgelys. Altså i et såkaldt hulemøde, hvor pressen ikke bliver informeret om, at der forhandles.

    /ritzau/