Tre mænd er bragt til skadestuen efter et masseslagsmål ved et diskotek i Frederikssund natten til lørdag. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Ingen af de tre er i livsfare ifølge vagtchef Christian Kobbernagel.
Ifølge øjenvidner deltog mellem 20 og 40 personer i slagsmålet, hvor der blev slået med flasker. Den første anmeldelse om hændelsen modtog politiet klokken 01.37.
– Slagsmålet begynder inde på diskotek Febb, der tidligere hed Push, i Havnegade i Frederikssund. Dørmændene får verfet de stridende personer ud af diskoteket, men slagsmålet fortsætter foran stedet, og der bliver blandt andet anvendt flasker, siger vagtchefen.
Ingen af de tre tilskadekomne mænd er i livsfare. Politiet har endnu ikke foretaget anholdelser i forbindelse med sagen.
/ritzau/











