Den østrigske dopingskandale, der blev oprullet i forbindelse med VM i langrend tidligere på året, har nu kastet flere udelukkelser af sig.
Fredag meddeler Det Internationale Skiforbund (FIS), at fire langrendsløbere og to trænere har fået fire års karantæne for deres roller i dopingskandalen.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Det drejer sig om de fire langrendsløbere Andreas Veerpalu, Karel Tammjärv, Alexey Poltoranin og Algo Kärp. Derudover er de to trænere Mati Alaver og Andrus Veerpalu blevet udelukket. Sidstnævnte er far til Andreas Veerpalu.
Fem langrendsløbere blev ved langrends-VM i østrigske Seefeld i starten af marts fanget i at bruge doping i forbindelse med en politiaktion, der fik navnet Operation Aderlass.
Det drejede sig om Andreas Veerpalu, Karel Tammjärv, Alexey Poltoranin og de to østrigere Max Hauke og Dominik Baldauf.
De to sidstnævnte blev kort tid efter afsløringen idømt fire års karantæne. Hauke blev på et hotelværelse taget med nål i armen af det østrigske politi.
Dopingskandalen trækker også spor til cykelverdenen.
I juni blev de østrigske cykelryttere Stefan Denifl og Georg Preidler idømt fire års karantæne for bloddoping.
Begge ryttere indrømmede i marts, at de havde snydt.
Tidligere i denne uge beordrede Den Internationale Cykelunion (UCI) nye test af gamle prøver fra 2016 og 2017.
– Initiativet er taget på baggrund af nye oplysninger og dokumenter modtaget fra det østrigske politi, der var involveret i Aderlass-operationen, lød det fra UCI ifølge AFP.
/ritzau/











